Bondepige med slør er en klassisk dansk æblekage, som alligevel findes i et utal af variationer. Æblekagen minder meget om almindelig gammeldags æblekage, som man ofte laver med makroner. I bondepige med slør bruger man dog sukkerristet rugbrød.
Ren kagelykke
Der er næsten ikke en kage, som kan vække mere lykke end gammeldags æblekage eller bondepige med slør. Alle elsker denne kage med den helt perfekte kombination af syrligt, sødt og fedt og med forskellige lækre konsistenser.
Jeg kan godt lide, at æblemosen er ret syrligt, når den skal spises med sukkerristet rugbrød og fløde til, derfor tilsætter jeg kun sukker, hvis jeg ved, at æblerne er temmelig meget syrlige. Derfor kan du heller ikke bruge almindelige spiseæbler. Grøden bliver simpelthen for sød, og så får du slet ikke den fantastiske kombination af smage frem.
Rugbrødsraspen kan du lave af gammelt rugbrød, men det er bedst, hvis der ikke er for mange kerner i.
Opskrift på bondepige med slør (5-6 personer)
Æblemos:
- 5 store æbler (gerne et syrligt æble som fx belle de boskoop)
- 30 g sukker
- Kornene fra 1/2 vaniljestang eller 2 tsk. vaniljesukker
- 1/2 dl vand
Rugbrødsrasp:
- 225 g rugbrød
- 50 g sukker
- 30 g smør
Pynt:
- 2 1/2 dl fløde
- 3-4 spsk solbærsyltetøj
Skyl æblerne og skræl dem, hvis du synes. Fjern kernehus og blomst og skær dem ud i mindre stykker.
Læg æblerne i en gryde med ca. 1/2 dl vand og kornene fra en halv vaniljestang. Hvis det er et meget syrligt æble så tilsæt en smule sukker.
Kog æblerne med låg på i 10 – 15 minutter, men hold øje med dem, så de ikke koger helt ud. Hvor længe æblerne skal koge, for at de bliver møre, kommer an på æblesorten, og hvor modent æblerne er.
Når de er kog møre, tager du dem af varmen og hælder evt. overskydende vand fra, rører i mosen, så den er jævn, fylder i en skål og sætter den på køl.
Mens æblerne køler af, kan du lave din rugbrødsrasp: Riv rugbrødet til du har ca. 225 g.
Smelt smørret på en pande ved middel varme og drys det revne rugbrød på. Drys derefter sukker ud over og rist brødet, til det bliver sprødt og en smule karamelliseret.
Lige før servering, pisker du fløden cremet og lækker. Pisk endelig ikke for meget.
Læg Bondepiger med slør sammen sådan her: Først et lag grød, så rugbrødsrasp og til sidst flødeskum. Du kan enten lave kagen i en stor skål eller i små portionsskåle.
Pynt med solbærsyltetøj og et par grønne mynteblade. Hvis du ikke har solbærsyltetøj i huset, smager det også fremragende med fx paradisæblegelé.
Nyd din hjemmelavede bondepige med slør. Kagen kan holde sig en dag eller to i køleskabet.