Lav den dejligste sommerlige drink med rabarber. En rabarberbombe er en slags shaket rabarber gin & tonic og laves med rabarbersirup, gin, tonicvand og masser af is. Drinken smager fremragende og får den smukkeste lyserøde farve.
Lyserøde sommerdrinks
En rabarberbombe er en ægte lyserød drink. Og lyserøde drinks og sommer hører simpelthen bare sammen, på en eller anden måde. Hvor bliver man dog opløftet, når man sidder der en sommeraften med med glasset med sin lyserøde drink i hånden og gode mennesker omkring og bare nyder at være til. Sommer og drinks kan altså noget.
En rabarberbombe er egentlig en ganske simpel drink med stor smag. Den laves med gin og tonic og en rabarbersirup – gerne en hjemmelavet en af slagsen. Har du lavet din egen pink rabarbergin, kan du benytte den i stedet for en god gin. Og eller bruger du blot en gin, som du godt kan lide.
Se opskriften på pink rabarbergin.
I modsætning til en almindelig G & T, så shaker man denne drink. Det giver en lækker, lidt “tyk” konsistens, fordi der er rabarbersirup med. Derefter topper man med tonicvand og serverer drinken med masser af is.
Vil man gøre lidt ekstra ud af det, kan man lave rabarberspiraler eller blot stikke en tynd, rød rabarberstængel i drinken. Det ser utroligt indbydende, lækkert og sommerligt ud.
Se alle opskrifter med rabarber
Opskrift på rabarberbombe
Du finder den nemme opskrift på shaket rabarber gin & tonic lige her under. For at lave drinken skal du have en rabarbersirup. Den kan du selvfølgelig købe dig til, men jeg anbefaler, at du laver den selv. Det er rigtig nemt, og så smager den bare godt. Og så kan du i øvrigt også bruge siruppen til at lave en rabarbermojito eller en rabarber gin hass.
Du finder opskriften på rabarbersirup her.
Når du laver rabarbersiruppen, skal du sørge før at den ikke koger så meget ind, at den bliver alt for tyk. Den må gerne være en lille smule til den tynde side, så den er til at blande med alkoholen.
Får du lyst til at lave flere hjemmelavede og sommerlige drinks, så kan det være, du vil finde inspiration i mine andre opskrifter på drinks & cocktails:
Frosé – opskrift på frozen rosé
Cocktail med rosengeraniumsnaps, citron og ginger ale
Se hele samlingen af opskrifter på drinks & cocktails
Rabarberbombe
Equipment
- 1 cocktailshaker
- 2 høje glas, fx Tom Collins-glas
Ingredienser
- 1 dl gin, evt. pink rabarbergin
- 1 dl rabarbersirup
- tonicvand
Pynt
- 2 rabarberspiraler eller to røde rabarberstængler
- evt. 2 stængler frisk mynte
Sådan gør du
Rabarberspiraler
- Lav rabarberspiraler ved at skrælle det yderste røde lag af en rabarberstængel med en tyndskræller. Kom derefter skrællen i en skål med iskoldt vand. Efter kort tid vil rabarberskrællen krølle sig sammen i en spiral.
Rabarberbombe
- Shake gin og rabarbersirup i en cocktailshaker sammen med masser af isterninger.
- Hæld den lyserøde drink i to høje glas og top med tonicvand og evt. lidt mere is.
Pynt
- Pynt rabarberbomben med rabarberspiraler eller blot med en tynd rabarberstængel i hver glas og evt. lidt frisk mynte. Server med det samme.
OBS: Vær opmærksom på, at man ikke må spise rabarbernes blade, da de indeholder gift, og indtagelse kan føre til svær forgiftning. Læs mere på fødevarestyrelsens hjemmeside.