Denne æblekage med kanel er både nem og hurtig at lave. Kagen bliver helt pie-agtig, og kanelsukkeret på låget karamelliserer og giver kagen en helt fantastisk smag. Den serveres med flødeskum og brombærkompot, men kan også serveres med is og karamelsauce.
Gammel kageopskrift
Denne opskrift på verdens bedste æblekage, som vi kalder den har været i familien i al den tid, jeg har levet. Det er vist en opskrift, min mor har fået af nogle gamle venner og naboer, og så er den blevet i familien lige siden. Og vi bager den stadigt hvert eneste efterår, når det er æblesæson.
Æblekagen er særdeles nem og hurtig at lave og er en sikker succes på ethvert kaffebord. Vi plejer at servere den i forskellige variationer hen over efteråret. Ofte blot helt klassisk med flødeskum eller creme fraiche. Eller en luksusudgave med vaniljeis og karamelsauce eller bare med en god omgang med karamelis, der smelter på den lune kage.
Men allerbedst er den nu med en hjemmelavet brombærkompot og flødeskum til. Så er kagen helt rigtig, og hvis du bager kagen i brombærsæsonen, så sørg endelig for at lave brombærkompotten til kagen – den gør hele forskellen.
Men alle varianter af kagen er fantastiske og gør, at man ikke sådan lige bliver træt af verdens bedste æblekage.
Opskrift på verdens bedste æblekage
Du finder den gamle opskrift på den dejlige kage med æbler og kanel lige her under. Det er måske den nemmeste æblekage i verden, og måske skulle man endda kan det en æblepie.
Man skræller nogle æbler, skærer dem i både og lægger dem i et smurt tærtefad. Her drysser man kanelsukker over. Derefter lægger man en mørdejen over æblerne, som også bliver drysset med kanelsukker. Derefter skal kagen i ovnen i ca. 40 minutter og så har man altså bare den skønneste og mest velsmagende æblekage.
Har du masser af æbler i haven, så kan det være, du også vil finde inspiration i nogle af mine mange andre opskrifter med æbler. Her er et lille udpluk, men du kan se meget mere ved at følge linket nedenfor:
Bondepige med slør – klassisk dansk æblekage
Se alle opskrifter med æbler for mere inspiration
Verdens bedste æblekage med brombærkompot
Equipment
- 1 Tærteform
Ingredienser
- 150 g smør
- 150 g sukker
- 150 g hvedemel
- ca. 5-8 æbler
- ca. 4-5 spsk kanelsukker til drys
Brombærkompot
- 200 g friske brombær
- 100 g sukker
Servering
- ca. 2,5 dl piskefløde
- 1 tsk vanilje
Sådan gør du
- Start med at sætte skyllede brombær til at trække med sukkeret i en lille gryde. Det må gerne stå i en times tid, indtil sukkeret smelter.
Æblekage
- Skær smørret i små stykker og rør det sammen med mel og sukker i en røremaskine med dejkrog til det bliver til en fast dej. Pas på med ikke at røre for længe. Sæt dejen på køl.
- Skræl æblerne og skær dem i både. Læg dem i en smurt tærteform og drys kanelsukker over.
- Rul nu dejen ud, så den passer i omkreds til tærteformen og læg den over æblerne. Dejen vil smelte ned over æblerne og derfor kan du sagtens lægge dejen i mindre stykker ovenpå æbler uden at det kan ses. På denne måde kan du nøjes med bare at trykke dejen flad med hænderne og lægge den over æblerne – og slippe for at rulle.
- Drys et godt lag kanelsukker ned over. Kanelsukkeret får overfladen til nærmest at karamellisere, så du må endelig ikke undlade denne del.
- Bag kagen i ovnen med 180 grader i ca. 40-50 minutter. Æblekagen skal være smuk gylden og godt bagt – så smager den bedst.
Brombærkompot
- Varm langsomt brombær og sukker op, indtil det koger. Kog ved svag varme i ca. 20 minutter, til saften tykner en lille smule. Tag gryden af og hæld kompotten i en skål til servering. Den må gerne være lun ved servering, men smager også godt kold.
Servering
- Pisk fløden til flødeskum og vend lidt vanilje i.
- Server den lune æblekage med brombærkompot og flødeskum til.