Clafoutis med rabarber er nem at lave og smager fantastisk. Denne opskrift er med marcipan, som lige giver desserten et lille ekstra og giver en skøn stor smag. Kombinationen af rabarber og marcipan er perfekt. Server gerne desserten lun med creme fraiche, letpisket fløde eller vaniljeis til.
Clafoutis med rabarber og marcipan
Rabarberclafoutis er en virkelig nem kage – eller dessert – med rabarber, som også er hurtig at lave. Og smagen er udsøgt. Det er kombinationen af den bagte vaniljekage, der omslutter de røde rabarber og med et lag af revet marcipan på toppen, som er helt fabelagtig. Det er smage, som virkelig klæder hinanden.
Clafoutis er en bagt fransk dessert med bær eller frugt. Traditionelt dækkes bærrene eller frugten af en flanlignende dej, som er blød, fugtig og saftig. Dejen er næsten som en creme, der hældes over og består af æg, mælk, fløde og mel og er krydret med vanilje. Den oprindelige clafoutis laves med kirsebær, men i dag laves clafoutis i mange forskellige versioner.
Clafoutis kan spises både som dessert og som kage – og begge dele fungerer perfekt. Den kan spises både lun og kold, men smager efter min mening allerbedst lun.
Man kan lave rabarberclafoutis på to måder. Enten i et stort fad eller tærteform som en helt lav kage, hvor rabarberne stikker op (som på billederne her) eller som en højere kage, hvor rabarberne dækkes helt af dejen. Begge måder smager skønt. Kagen bliver med brødbudding-agtig som en dyb kage – og faktisk lidt mere dessertagtig, mens den bliver mere kage-agtig, når man laver den som en lav kage.
Opskrift på rabarberclafoutis
Clafoutis med rabarber er som sagt en virkelig nem og hurtig dessert eller kage, og den nemme opskrift finder du lige neden for.
Vælg gerne tynde røde rabarberstængler, som har en god sødme i sig og som giver kagen et smukt udseende. Jeg bruger altid de lidt tykkere, kraftigere og grønne stængler til saft, kompot, marmelade, grød og lignende, mens jeg bruger de lidt tyndere og finere stængler til kager og desserter. Så er der nemlig balance i regnskabet, og man får brugt hele rabarberen.
Har du masser af rabarber i haven, kan det være, du også vil finde inspiration i disse udvalgte opskrifter med rabarber:
Se hele samlingen af opskrifter med rabarber
rabarberclafoutis
Equipment
- et stort ovnfast fad
Ingredienser
- 600 g rabarber
- 3 spsk sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 4 æg
- 120 g sukker
- 2 dl sødmælk
- 1 dl fløde
- 120 g hvedemel
- 100 g revet marcipan
Sådan gør du
- Rens rabarberne og skær dem i mindre stykker på ca. 1 – 1,5 cm.
- Kom rabarberstykkerne i en skål sammen med sukker og vaniljesukker og vend det godt sammen.
- Pisk æg og sukker sammen – gerne på en røremaskine.
- Hæld sødmælk og fløde i og vend derefter mel i.
- Smør et stort ovnfast fad med smør og hæld de sukkerdækkede rabarberstykker ud på fadet.
- Drys revet marcipan henover.
- Hæld kagedejen henover rabarber og marcipan til det næsten dækker – eller dæk rabarberne helt for en mere dessertagtig kage.
- Bag clafoutis'en ved 180 grader varmluft i ca. 25-30 minutter, til kagen er helt gylden ovenpå. Vær opmærksom på, at jo tykkere/højere kagen er, jo længere tid, skal den også have i ovnen.
- Lad kagen køle let af og server den derefter med creme fraiche eller letpisket fløde med lidt vanilje i eller en god vaniljeis. Hæld evt. lidt rabarbersirup henover.