Denne sirupskage med creme er rigtig julet og er den perfekte kage at bage i de kolde vintermåneder. Smagen er varm og krydret og næsten honningkage-agtig, og smørcremen og marmeladen gør kagen ekstra lækker.
Krydret kage
Sirupskage med creme er en virkelig krydret kage, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om andre kager, der “formidler” julens krydderier lige så godt. Sirupskage hører i den grad til blandt mine favoritter, og siruppen er en meget smagfuld råvare i kagen.
Denne her sirupskage med creme er en luksusudgave – det siger sig selv. For smørcremen med vanilje, den hjemmelavede (eller gode hjemmekøbte) appelsinmarmelade og chokoladelaget på toppen giver et ekstra lag til smagsløgene og smagssanserne med varierende teksturer og sød-syrlige smage. Det er virkelig godt!
Samtidig er det en nem kage at bage og en kage stort set alle mennesker kan lide – store som små. Kagen er helt oplagt til adventshygge med gæster på besøg. Eller måske som fødselsdagskage til en, der fylder år i december.
Sirupskagen er i øvrigt en traditionel krydret kage i familie med de mange andre krydrede kager, som oftest bages tæt på jul, fx peberkager, krydderkager og honningkager.
Opskrift på sirupskage med creme
Her nedenunder finder du den nemme opskrift på sirupskagen samt cremen, der skal i. Der er også et lag af appelsinmarmelade i, som du enten kan købe dig til eller lave selv:
Her er opskriften på en lækker hjemmelavet appelsinmarmelade
Du kan selvfølgelig også bruge en helt anden marmelade, som du synes passer godt til.
Kaffe og kage er altid godt, men i julemåneden er der også tradition for at drikke en hel masse spændende varme drikke – både med og uden alkohol. Her er lidt inspiration til, hvilke varme drikke, du kunne servere til kagen:
Varm æble-ingefærtoddy med rom
Hjemmelavet gløgg – klassisk rødvinsgløgg
Hjemmelavet æblegløgg – med appelsin og ingefær
Sirupskage med creme
Equipment
- Springform, 24 cm i diameter.
Ingredienser
- 325 g sirup
- 200 g farin
- 2 medium æg
- 1,5 dl kærnemælk
- 0,5 dl stærk kaffe
- 500 g hvedemel
- 4 tsk stødt kanel
- 1 tsk stødte nelliker
- 2 tsk natron
Smørcreme
- 350 g flormelis
- 200 g stuetempereret smør
- 1/2 stang vanilje eller 2 tsk vaniljesukker
Marmelade og pynt
- ca. 1 dl appelsinmarmelade
- 100 g mørk chokolade
- evt. 1 spsk spiselige blomster, fx tørrede kornblomster
Sådan gør du
- Kom sirup og farin i en gryde og smelt det ved svag varme.
- Lad sirupsblandingen afkøle, til det er lunken.
- Pisk æg og kærnemælk sammen – gerne i en røremaskine – og rør sirupsblandingen i.
- Hæld den afkølede kaffe i.
- Bland mel, natron og krydderier og rør det i dejen.
- Rør dejen godt sammen og hæld den i en smurt springform.
- Bag sirupskagen ved 170 grader i ca. 45-50 minutter.
- Klik siden af springformen og lad kagen køle helt af.
Smørcreme
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
- Kom flormelis og smør i en skål og pisk det godt med en elpisker – først langsomt og derefter ved højere hastighed.
- Når massen begynder at bliver cremet tilsættes vanilje og cremen piskes helt jævn.
Samling af kagen
- Når sirupskagen er kølet helt af, skæres den over på langs på midten. Læg bunden på et kagefad.
- Hak den mørke chokolade fint og smelt det over et vandbad eller i mikroovnen.
- Smør cremen ud over bunden af kagen og kom derefter et lag appelsinmarmelade henover.
- Læg toppen af kagen på og smør den smeltede chokolade henover. Drys evt. med tørrede blomster eller anden pynt.
- Sæt kagen på køl indtil servering.