Disse luksushavregrynskugler hæver sig lidt over det sædvanlige, da de både indeholder revet marcipan og hakket chokolade. Jeg synes, de er lidt lækrere, og jeg har lagt mærke til, at de også går godt ved julekaffebordet.
Hjemmelavede julegodter
Skal der laves havregrynskugler må det gerne være luksushavregrynskugler med gode ingredienser. De skal være små lækkerbiskner og nærmest smelte på tungen.
I det hele taget synes jeg faktisk, at havregrynskugler er en lidt undervurderet julegodte. Havregrynskugler bliver ofte kategoriseret som børnekonfekt, fordi de er så nemme at lave og indeholder forholdsvis simple ingredienser. Men havregrynskugler kan være dødlækre – og meget dekorative på et julekaffebord.
Glimmerstøv
Så gå endelig i gang med at producere disse luksushavregrynskugler sammen med dine børn. De tager næsten igen tid at røre sammen og mens “dejen” køler ned i køleskabet, kan man jo lave dej til nogle pebernødder eller andre julesmåkager. De lækre kugler er enormt hyggelige at lave sammen med familiens yngste. Og hvis du hellere vil lave dem selv, ja, så er de virkelig hurtige at lave.
Jeg synes, det er hyggeligt at trille havregrynskuglerne i glimmerstøv til sidst. Det giver dem et eksklusivt og indbydende udseende. De små kakao- eller glimmerstøvsdækkede kugler pynter smukt på bordet – og de skal helst serveres helt iskolde, så de næsten minder om iskonfekt.
Opskrift på luksushavregrynskugler med marcipan og chokolade
Neden for finder du den nemme opskrift på luksusudgaven af havregrynskugler. Har du ikke glimmerstøv i huset, er der intet i vejen for blot at triller kuglerne i kakaopulver. Eller måske kunne de trilles i finthakket chokolade? Der er mange muligheder for at sætte sit eget præg på udseendet på disse luksushavregrynskugler.
Får du lyst til at lave flere lækre julegodter, så sørg endelig for at tjekke disse opskrifter ud. Måske finder du lidt inspiration:
Marcipankonfekt med ganache med rosmarin
Hjemmelavede snebolde med limoncello og citron
Luksushavregrynskugler med marcipan
Ingredienser
- 100 g revet marcipan
- 75 g flormelis
- 25 g kakaopulver
- 150 g havregryn
- 50 g hakket mørk chokolade
- 100 g blødt smør
- 1 spsk stærk kaffe
Pynt til at trille havregrynskuglerne i
- kakaopulver
- sølvstøv, guldstøv, rosa støv eller lignende
Sådan gør du
- Begynd med at rive marcipanen og bland den med flormelis, kakaopulver, havregryn og hakket mørkt chokolade (vi bruger en chokolade med et kakaoindhold på 70 % og derfor tilsætter vi kun 50 g) i en skål.
- Rør det hele sammen og tilsæt det stuetempererede smør.
- Hæld lidt stærk kaffe i for at samle massen og lad den være en smule klistret, så den hænger godt sammen. Den skal være mere til den klistrede side end den tørre side. Så hvis havregrynsmassen synes lidt tør, så hæld en smule mere kaffe i.
- Tril havregrynskugler i passende størrelser og vend dem i kakaopulver og/eller glimmerstøv. Stil kuglerne på køl og server dem først, når de er hårde og iskolde.
1 comment
de ser utrolig lækker ud, jeg håber at kunne lokke konen til at afprøve denne opskrift 🙂
Comments are closed.