Her får du en nem og enkel opskrift på hjemmebagte flutes, som ikke tager mange minutter at lave. Rør hurtigt dejen sammen om morgenen, stil den i køleskabet nogle timer og hav friskbagte flutes til aftensmaden. En drøm, ikke?
Brød til maden
Disse hjemmebagte flutes består kun af 4 ingredienser og er noget af det nemmeste at bage selv. De er helt enkle uden nogen dikkedarer og er hurtige at bage.
Nu går vi snart ind grillsæsonen, hvor vi også begynder at spise mere flutes. Hvis du, lige som jeg, har det lidt anstrengt med købeflutes, så overvej at bage det selv. Der er nu ikke noget som hjemmebagt. Selv om mange i dag regner brød for syndigt, så er jeg uenig. Så længe man spiser med måde, er brød – lige som de fleste andre madvarer – ganske ok at spise. Og disse hjemmebagte flutes er en god kilde til kulhydrater, der mætter.
Lykken er hjemmebagt! En gang i mellem, ikke hele tiden.
Opskrift på hjemmebagte flutes
Nogle gange er det mest enkle det allerbedste. Brødet her består kun af 4 ingredienser: Vand, gær, salt og mel. Mere enkelt kan det vel ikke blive, og mere skal der ikke til for at bage et godt flutes til maden.
Opskriften giver 3 flutes og er beregnet til, at du rører dejen sammen om morgenen eller formiddagen , lader den hæve i kæleskabet i løbet af dagen og bager brødene til aftensmaden. Du kan bage flutene enten sidst på eftermiddagen eller mens du laver maden.
Skal du bruge flutes til frokost, kan du røre dejen sammen om aftenen og lade den hæve i køleskabet natten over. Reducer da gærmængden en lille smule, så dejen ikke vokser ud af skålen og overhæver. Næste dag tager du dejen ud, former flutene og lader dem temperere til stuetemperatur i mindst en time, inden du bager dem.
Får du lyst til at bage flere lækre madbrød, så tjek gerne de mange andre opskrifter:
Hjemmebagte flutes
Ingredienser
- 5 dl vand
- 25 g gær
- 1 stor spsk salt
- ca. 700-750 g hvedemel
Sådan gør du
- Rør gæren ud i vandet og tilsæt derefter hvedemel og salt. Jeg anvender en røremaskine, men du kan sagtens røre dejen ud i hånden.
- Når dejen er rørt godt sammen efter ca. 5 minutter, sætter du den på køl i en skål med film henover. Lad dejen stå og koldhæve i mindst 4-6 timer.
- Tag nu dejen ud af køleskabet og slå den sammen.
- Del dejen i tre lige store stykker og form dem til flutes. Hvis du har en flutes-form, kan du anvende den, og ellers læg de tre flutes ved siden af hinanden på langs på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Lad flutene efterhæve et lunt sted, dækket af et fugtigt viskestykke, i ca. 30 minutter.
- Opvarm ovnen til 250 grader varmluft.
- Inden du stiller flutene i ovnen, kan du ridse dem på skrå. Bag dem først i 10 minutter ved 250 gader og skru derefter ned til 200 grader og bag flutene i yderligere 15 minutter.