Disse syltede pærer med vanilje smager fantastisk. De kan spises til kage og dessert, sammen med ost og bare som de er. Pærerne er hurtige at lave og er en helt perfekt måde at gemme pærerne fra haven på.
Pærer i vaniljesirup
Syltede pærer med vanilje er i virkeligheden supermøre pærer, der er badet en i vaniljesirup. Det giver pærerne en helt fantastisk og næsten vanedannende smag. Jeg kunne spise disse pærer hver eneste dag og sniger dem da ind i mellem også på min græske yoghurt om morgenen sammen med lidt sund granola.
Men udover at hæve morgenmaden til et andet niveau, så prøv også at servere pærerne sammen med en god kage og letpisket fløde, fx en lækker sirupskage. Pærerne er også gode sammen med råcreme og en chokoladesauce eller måske en hjemmelavet chokoladesirup.
Det er nemt at sylte pærer
Syltede pærer med vanilje laver du ved at skrælle pærerne og skære dem i både, hvorefter du koger dem i et par minutter i en sukkersirup med vanilje og citron – og vupti! Så er det bare op i et sylteglas og derefter opbevaring i køleskabet.
De er så lette at lave, at det ville være synd blot at lave dem en enkelt gang om efteråret. Lav dem flere gange og i rigelige mængder, så der også er syltede pærer til fastelavnsbollerne og vinterens mørke måneder.
Opskrift på syltede pærer med vanilje
Neden for finder du opskriften på syltede pærer i vanilje. Du kan sagtens bruge dine pærer fra haven. Måske har du flere pæretræer med pærer, der modner på forskellige tidspunkter, og så er det jo helt perfekt. Har du ikke pærer i haven, kan du selvfølgelig købe dig til dem. Køb nogle gode danske nyhøstede pærer. Jeg har brugt conferencepærer, som jeg synes er en fantastisk pæresort at bruge i bagværk, i desserter og til at sylte.
Har du masser af pærer i haven, er du måske også interesseret i disse lækre opskrifter med pærer:
Pæregalette med nougat og pekannødder
Pæremarmelade med vanilje og ingefær
Kunne du tænke dig endnu mere inspiration til, hvad du kan bruge dine pærer til, så finder du en hel samling af opskrifter med pærer her.
Syltede pærer med vanilje
Equipment
- Et stort sylteglas eller to små
Ingredienser
- 1 kg pærer fx conference
- 500 g sukker
- 2,5 dl vand
- 1 vaniljestang
- 1 citron økologisk og usprøjtet
Sådan gør du
- Skræl pærerne og halver dem.
- Fjern stilk og kernehus og skær pærerne i både på ca. 1 cm.
- Varm sukker og vand langsomt op og tilsæt kornene fra vaniljestangen og den tomme stang samt citronskal, som du skræller af i store flager med en kartoffelskræller, til sukkerlagen.
- Bring sukkerlagen i kog og lad dem småsimre i ca. 5 minutter.
- Når lagen har kogt lidt, tilsætter du pærerne og lader dem koge med i 1-2 minutter ved middel varme. Selv om de ikke ser helt møre ud på dette tidspunkt, så bliver de det i lagen, og de skal helst ikke koges helt bløde eller til mos.
- Hæld pærer og sukkersiruppen i atamonskyllede sylteglas, luk til og opbevar glassene i køleskabet eller et mørkt og køligt sted.