Der er nu ikke noget som gode gammeldags fastelavnsboller med marcipan og chokolade. Fastelavnsbollerne er nemme og hurtige at bage og er både for børn og voksne. Fyldet kan varieres.
Boller med fyld af marcipan og chokolade
Gammeldags fastelavnsboller med fyld af marcipan og chokolade smager skønt og er hurtige at lave. Der kan også laves variationer med fyldet, så der også er boller med syltetøj eller vaniljecreme – eller man man nu ellers kan finde på af gode sager.
Vi kan godt lide at eksperimentere med forskelligt fyld, og laver fx også en variant med solbærremonce og en variant med lemon curd og vaniljecreme. Det er skønt med de forskellige lækre smage.
Bløde boller
Dejen er fed og lækker at arbejde med, og fastelavnsbollerne smager fantastisk, når de lige er kommet ud af ovnen. De holder sig fint svampet i et par dage, men spises de ikke på dagen, smager de nu allerbedst, når de lige er blevet lunet i ovnen.
Vores børn elsker disse fastelavnsboller, og jeg synes i det hele taget, de er både børnevenlige og voksenvenlige. Er børnene ikke til marcipan, kan man lægge et par ekstra stykker chokolade i i stedet. Og skal de være ekstra børnevenligt, kan man lægge lys chokolade i, som ikke er helt så stærkt.
Opskrift på gammeldags fastelavnsboller
Neden for finder du den nemme opskrift på gammeldags fastelavnsboller med marcipan og chokolade. De er hurtigt lavet, fordi fyldet er nemt. Er du mere til en fyld af rigtig remonce og vaniljecreme, så prøv også disse gammeldags fastelavnsboller med remonce og creme – de tager lidt længere tid af lave, men smager virkelig skønt.
Har du brug for inspiration til andre spændende fastelavnsboller, så kig også nærmere på disse lækre opskrifter:
Fastelavnsboller med lakrids og hindbær
Fastelavnsboller med hindbærskum
Fastelavnsboller med saltkaramel
Se hele samlingen af opskrifter med fastelavnsboller her
Opskrift på gammeldags fastelavnsboller
Ingredienser
Bolledej
- 500 g hvedemel
- 200 g smør
- 75 g gær
- 50 g rørsukker
- 1/2 tsk fint salt
- 2 æg
- 2 dl mælk
Fyld
- 150 g marcipan
- 150 g mørk chokolade
Glasur
- 150 g flormelis
- ca. 2 spsk kakaopulver
- kogt vand
Sådan gør du
- Lun mælken og kom smørret i, så det smelter i mælken.
- Hæld mælk og smeltet smør i en røreskål og rør gæren ud heri.
- Rør derefter de øvrige ingredienser i: salt, sukker, æg og mel.
- Ælt dejen godt igennem og stil den til hævning et lunt sted i ca. 15 minutter.
- Mens dejen hæver, skærer du 28 stykker marcipan og 28 gode stykker chokolade.
- Slå nu dejen sammen og del den i 28 stykker, som rulles ud. Læg fyldet på og “pak” bollen sammen ved at samle hjørnerne diagonalt.
- Stil bollerne til hævning i ca. 20 minutter, pensl med æg og bag dem på nederste rille i 10 – 15 minutter ved 220 grader varmluft.
- Rør glasur sammen og pynt bollerne.
2 comments
Kære Trine. Jeg lavede disse gammeldaws fastelavnsboller i sidste uge og havde med til mine kolleger, de var ellevilde. En sagde endda “jeg blev sendt ned a memory lane til min mors fastelavnsboller”. Jeg snød dog lidt, og lavede din fantastiske creme, som er i de andre fastelavnsboller med kærnemælk, og puttede det i sammen med enten marcipan eller jordbær syltetøj (det var det vi havde hjemme). Måtte også tilføje lidt mere mel efter første hævning, Så tak for den fantastiske opskrift 🙂 Idag skal jeg prøve de næste med kærnemælk. Kh Helle
Tusind tak, Helle – det var da dejligt at høre 🙂
Mange hilsner Trine
Comments are closed.