Der er en særdeles lækker kombination af smage i disse fastelavnsboller med lakrids og hindbær, som kan begejstre de fleste. Fastelavnsbollerne laves i vandbakkelser og fyldes med en skøn lakridsskum og en hjemmelavet hindbærkompot. Og det hele er nemt at lave.
Lakrids og hindbær
Fastelavnsboller med lakrids og hindbær smager vidunderligt. For to ting, der går virkelig godt sammen, er nemlig lakrids og hindbær. De to smage lader til at komplementere hinanden i alle henseender uanset, om der er tale om is, kage, slik eller lignende.
Derfor er det selvfølgelig også nærliggende at kombinere smagen af lakrids med hindbær i en fastelavnsbolle. Og her er det så i form af en lakridsskum lavet på fløde og lakridssirup og en hurtig og nem hjemmelavet hindbærkompot, som kan laves af hindbær fra fryseren.
Om at lave fastelavnsboller
Fastelavnsboller er en helt særlig ting og uanset, hvilke fastelavnsboller man vælger at lave selv, består de af flere elementer, som skal laves. De tager derfor tid, og der er mange ting, der skal lykkes.
I disse fastelavnsboller med lakridscreme og hindbærkompot er der selvfølgelig også flere dele, som skal laves og passe sammen, men det er kun vandbakkelserne, der som sådan kan gå galt. Det er er dog hurtigt at lave en ny omgang, hvis ikke det lykkes i første omgang. Men selve lakridscremen og hindbærkompotten er der ingen ben i.
Opskrift på fastelavnsboller med lakrids og hindbær
Neden for finder du opskriften på både vandbakkelser, lakridscreme og hindbærkompot. Lakridscremen laves med lakridssirup, som du enten kan købe dig til eller nemt lave selv. Alternativt kan du erstatte lakridssirup med rålakridspulver.
Se opskriften på lakridssirup her
Inspiration til flere fastelavnsboller? Så kig gerne nærmere på disse skønne opskrifter på fastelavnsboller – det er lækkerier:
Fastelavnsboller med saltkaramel
Fastelavnsboller med hindbærskum
Fastelavnsboller af vandbakkelser med mokkacreme
Semlor med marcipan og chokoladeskum – svenske fastelavnsboller
Se hele samlingen af opskrifter på fastelavnsboller her
Fastelavnsboller med lakrids og hindbær
Ingredienser
Hindbærkompot
- 150 g friske eller frosne hindbær
- 50 g sukker
- 1 spsk vand
- 1 tsk citronsaft
Vandbakkelser
- 75 g mælk (= 3/4 dl)
- 75 g vand (= 3/4 dl)
- 75 g smør
- 75 g hvedemel
- 2-3 æg
- flormelis
Lakridscreme
- 2,5 dl piskefløde
- 50 g flormelis
- ca. 2-3 spsk lakridssirup
Pynt
- lakridssirup
- lakridser
- evt. friske hindbær
Sådan gør du
Hindbærkompot
- Kom hindbær i en lille gryde sammen med sukker og vand og kog kompotten sammen i 4-5 minutter.
- Smag hindbærkompotten til med citronsaft og kom den derefter i en ren skål og opbevar den på køl indtil brug.
Vandbakkelser
- Hæld vand, mælk og smør i en gryde og varm det op til kogepunktet.
- Hæld melet i lidt efter lidt og pisk godt.
- Afbag dejen i gryden ved svag varme i ca. 5 minutter, til dejen er ca. 75 grader varm, mens du rører jævnligt med en træske.
- Tag gryden af varmen og lad den afkøle lidt.
- Pisk æggene sammen, og når dejen er ca. 60 grader varm, tilsætter du æg lidt efter lidt, mens du rører dejen glat og homogen. Du skal ikke overpiske/-røre på dette stadie, blot røre æggene godt ind i dejen. Det er ikke sikkert, at du skal brug al ægget – stop, mens dejen er så fast, at du kan køre en finger igennem den og den stadig bliver stående uden at falde sammen.
- Fyld vandbakkelsesdejen på en sprøjtepose med en bred tyl og sprøjt den ud i 5 boller på en bageplade beklædt med bagepapir. De skal være ca. 5 cm brede. Dyp evt. en finger i vand og tryk bollernes top ned, hvis de bliver lidt spidse.
- Sigt et helt tyndt lag flormelis over fastelavnsbollerne og bag dem ved 180 grader (bedst i en konventionel ovn) i ca. 25-30 minutter eller indtil de er flot gyldne. De må ikke være for lyse, for så er der chance for, at de falder sammen.
- Sluk ovnen og stil ovnlågen på klem i ca. 15 minutter. Det forhindrer dine fastelavnsboller i at falde sammen.
- Tag fastelavnsbollerne ud af ovnen og lad dem køle af.
Lakridscreme
- Pisk fløden til let skum og sigt flormelis i. Pisk et par sekunder mere.
- Rør ca. 2-3 spsk lakridssirup i, indtil du synes, cremen har den helt rette lakridssmag.
- Kom lakridscremen i en sprøjtepose med en stjernetyl.
Sådan samler du fastelavnsbollerne
- Halvér fastelavnsbollerne og sprøjt lakridscreme godt rundt i kanten på de nederste boller – gem lidt til at pynte toppen med.
- Dryp evt. lidt lakridssirup rundt oven på lakridscremen.
- Kom en spsk hindbærkompot eller to i midten af hver bolle.
- Sæt låg på og sprøjt en lille top creme på låget på hver bolle og pynt med et stykke lakrids eller et friskt hindbær.
- Server med det samme.