Hjemmelavet rabarbergelé er en skøn måde at bevare smagen af rabarber på til resten af året. Geléen kan spises på brød, vafler og pandekager, på desserter og kager eller som det søde til kødretter.
Gelé skal der til
Rabarbergelé er en yndlinggsgelé hjemme hos os. Den er smuk, har den dejligste smag af dansk sommer og er let at lave.
Gelé er i det hele taget noget af det nemmeste i verden at lave, og hver sommer laver jeg store mængder gelé af rabarber, hyldeblomster, roser, ribs, mynte, kirsebær, æbler og meget mere.
Vores børn elsker gelé og kan slet ikke forestille sig, at der ikke står et udvalg i køleskabet året igennem. De spiser geléen på brød om eftermiddagen, på søndagsrundstykkerne, på pandekager og arme riddere. Jeg tror, de godt kan lide den rene smag, og at der hverken er klumper eller bær, de skal forholde sig til – de er nemlig, lige som mange andre børn, mest vilde med cremede udgaver af syltetøj og marmelade, fx vores yndlingsmarmelade: jordbærmarmelade med hyldeblomster.
Har du ikke prøvet at lave gelé før, så se evt. min guide til at lave gelé. Her får du det hele forklaret.
Opskrift på rabarbergelé
Neden for finder du opskriften på den smukke røde gelé lavet på rabarber. Jo rødere rabarber, du bruger, jo rødere bliver din gelé også. Jeg bruger gerne min vinrabarber og min jordbærrabarber til formålet. De får begge fine røde stængler, som er med til at farve geléen.
Opskriften er på en forholdsvis stor portion, som du evt. kan halvere, hvis du ikke vil lave så meget. Der bliver ca. 1,5 liter færdig gelé og ca. 6 glas – alt efter glassenes størrelser.
Har du masser af rabarber i haven, så kan det i øvrigt være, du også vil finde inspiration i disse udvalgte opskrifter med rabarber:
Grillbagt rabarber med is og brændt, hvid chokolade
Grillet culotte med rabarberbarbecuesauce
Bagt rabarberkage med rabarbercreme
Se alle opskrifter med rabarber
Rabarbergelé
Equipment
- ca. 6 rengjorte sylteglas med låg
Ingredienser
- 2 kg rabarber
- 7,5 dl vand
- ca. 1200 g sukker
- 40 g geleringsmiddel, fx gul melatin
- atamon til skylning af sylteglas
Sådan gør du
- Skyl og snit rabarberne i mindre stykker og kom dem i en gryde med vandet. Bring dem i kog og lad dem småkoge i ca. 15-20 minutter, til rabarberne er kogt ud og trævler.
- Hæld saften fra gennem en sigte og mål op: Der skal være 1,5 liter saft. Har du ikke helt nok, så tilsæt lidt vand.
- Kom saften i en ren gryde og bring det i kog.
- Pisk geleringsmiddel i og lad saften koge i et minuts tid.
- Hæld sukker i den kogende saft og kog saften yderligere igennem i 1 minuts tid. Sluk for varmen.
- Skum geléen godt af, så du får al skidt og urenheder væk. Det må gerne gå lidt tjept, for geléen vil begynde at stivne nu.
- Hæld geléen på atamonskyllede sylteglas. Lad geléen køle helt af i glasene, før du lukker dem til og opbevarer dem mørkt og køligt.
Noter
OBS: Vær opmærksom på, at man ikke må spise rabarbernes blade, da de indeholder gift, og indtagelse kan føre til svær forgiftning. Læs mere på fødevarestyrelsens hjemmeside.