Disse syltede purløgsblomster er virkelig lækre på alt fra omelet til rugbrødsmadder, salat og kød. Samtidig er de utroligt smukke og en fantastisk måde at konservere purløgsblomster på. De både pynter og tilfører maden en syrlig-syltet purløgssmag.
Mad med farver
De er så smukke, de syltede purløgsblomster! Jeg er vild med både spiselige blomster og syltning, og derfor er det jo meget nærliggende at sylte sine purløgsblomster. Purløgsblomster har nemlig den mest vidunderlige farve og kan nærmest give liv og kulør til enhver ret.
Man kan pynte med de hele blomster i salater og på ostetallerkener, og man kan nippe de små fine blomster af blomsterhovedet og drysse dem ud i en salat eller en dressing. Eller sylte dem.
Smagen er en mild purløgssmag, og derfor egner purløgsblomster sig heller ikke som pynt på søde sager, selv om også ville være smukke der. Man må holde sig til det salte køkken med disse blomster, men det gør nu heller ikke noget. Der er hundredvis af anvendelsesmuligheder med de lilla blomster. Brug dem friske, så længe du kan, og sylt derefter de sidste – eller brug friske og syltede sideløbende.
Jeg kan næsten garantere, at når du først har lavet syltede purløgsblomster én gang, så kommer du til at lave dem igen og igen. Og bliver du bidt af det, så prøv også at sylte ramsløgblomster og rosenblade.
Opskrift på syltede purløgsblomster
Lige her under finder du den nemme opskrift på de syltede lilla blomster. Lav dem gerne, mens blomsterne er unge og frisk og har en klar lilla farve. Og brug evt. gummihandsker, når du skal nippe blomsterne af hovederne, da purløgsblomster er stærke, og det nemt kommer til at svie i fingrene, hvis du har en lille revne eller lignende.
Kan du lige som jeg godt lide blomsterende mad, så kan det være, at du også vil finde inspiration i disse udvalgte opskrifter med blomster fra have og natur:
Blomstrende salat med hornvioler og bøgeblade
Agurkesalat med hyldeblomst og hjulkrone
Storkenæb – geranium i den spiselige have
Syltede purløgsblomster
Equipment
- 1 lille sylteglas med låg
Ingredienser
- ca. 15 hele purløgsblomsterhoveder – alt efter størrelse
- 1,5 dl hvidvinseddike
- 0,5 dl sukker
Sådan gør du
- Gør et lille sylteglas klar, som cirka passer til den mængde purløgsblomster, du har plukket.
- Varm hvidvinseddike og sukker langsomt op i en lille gryde, indtil alt sukkeret er smeltet. Sæt gryden til side, så lagen kan køle helt af.
- Pluk de små lilla blomster af purløgshovederne, og kom dem i sylteglasset. Fortsæt til glasset er cirka trekvart fyldt.
- Dæk blomsterne helt med den afkølede lage, pres dem evt. ned i lagen med en ske. Kom om nødvendigt flere purløgsblomster i, så blomstermængde og lage passer sammen.
- Stil de syltede purløgsblomster på køl forseglet med et låg. Vend gerne glasset på hovedet et par gange i løbet af den første uges tid.