Disse små pandebrød med gær er fyldt med ramsløg, som giver brødene den dejligste milde og vilde smag af hvidløg. Pandebrødene er utroligt nemme at lave og er perfekte at servere til aftensmad til en god gryderet eller at bruge som frokostbrød.
Pandebrød med gær
Det er helt oplagt at bage pandebrød med ramsløg, når ramsløgsæsonen er over os. Det gælder om at udnytte den vilde spiselige plante i køkkenet, hvor den tilfører den dejligste milde hvidløgssmag. I disse brød fungerer ramsløgene nærmest som spinat med hvidløgssmag. Det betyder også, at hvis du ikke har mulighed for at få fat i ramsløg, kan du anvende spinat i stedet.
Pandebrødene er med gær, hvilket betyder, at de hæver en anelse op under bagningen og bliver dejligt fyldige med en god, blød smag. Man kan selv vælge, hvor tyndt man ønsker at rulle brødene ud – og dermed også hvor fyldige de skal være.
Vi bager gerne pandebrød eller fladbrød, når vi fx laver daal eller en anden god gryderet. Her er det oplagt med gode friskbagte pandebrød til. Men brødene passer også virkelig godt til krydrede frikadeller og salat eller til falafler og lignende.
Læs mere om indsamling af ramsløg og forvekslingsmuligheder
Opskrift på pandebrød med ramsløg
Opskriften på de lækre pandebrød fyldt med ramsløg finder du lige neden for. Ramsløgene blancheres i 10-15 sekunder, inden de kommes i dejen. Så bliver de krydrede blade mere medgørlige og man dræber evt. bakterier. Anvender du spinat i stedet – hvilket er oplagt at gøre uden for sæson, blancheres de også.
Sørg gerne for at bruge en god tykbundet pande, hvis du har sådan en. Det er det bedste.
Har du adgang til masser af ramsløg, så kan du sikkert også finde god inspiration til, hvad du skal lave med krydrede blade og smukke blomster i disse udvalgte opskrifter:
Omelet med ramsløg og bøgehatte
Blomkålssalat med ramsløg og røde bønner
Kartoffelsalat med ramsløgpesto
Se hele samlingen af opskrifter med ramsløg
Pandebrød med ramsløg
Equipment
- 1 tykbundet pande
Ingredienser
- 75 g friske ramsløgblade
- 3 dl lunkent vand
- 25 g gær
- 2 tsk salt
- 1/2 dl olivenolie
- ca. 500 g hvedemel
Sådan gør du
- Skyl ramsløgbladene og blancher dem i en gryde med kogende vand i ca. 10-15 sekunder.
- Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt afdryppet ramsløg, salt og olivenolie.
- Tilsæt hvedemel lidt ad gangen og ælt dejen godt igennem, så den bliver glat og smidig. Du kan sagtens bruge en røremaskine.
- Lad dejen hæve tildækket i skålen i en time et lunt sted.
- Ælt dejen kort igennem og del den i 12 lige store stykker. Tril stykkerne til kugler og rul dem ud med en kagerulle til flade brød på ca. 12-15 cm i diameter.
- Bag brødene ét ad gangen på en varm tykbundet pande i et par minutter på begge sider til brødet er gyldent og bobler en lille smule op. Pas på, at panden ikke bliver alt for varm, brødet skal også nå at bage indeni.
- Hold evt. brødene varme i en brødkurv med et viskestykke over indtil servering.
Læs den komplette guide til ramsløg